Hvad vi også kan

 

 

 

Midt i februar fik jeg en henvendelse fra mediekonsulent i Muskelsvindfonden Sigrid Johansen, der ville vide hvorvidt vi var i stand til at modtage en gruppe unge mennesker med muskelsvind til skydning lørdag den 22 marts, det drejede sig om 10 handicappede, samt deres hjælpere.

 

Vi havde prøvet sidste efterår med et tilsvarende arrangement, og her var det forløbet godt, så jeg var ikke bange for at sige ja til denne anmodning, dog med forbehold for, at jeg kunne skaffe hjælpere påske lørdag. Det var nu ikke noget problem, 5 fra den faste stab af hjælpere var straks med på at afsætte et par timer lørdag eftermiddag, hvilket jeg meldte tilbage til Sigrid Johansen.

 

Gruppen af unge med muskelsvind kommer fra hele landet, og er på en lille uges ophold på Musholm Bugt Feriecenter i Korsør (ejet af muskelsvindfonden), hvor der skal foregå forskellige aktiviteter. Lørdag den 22 marts havde de Workshoppen Aktiv Fritid, og det var i den forbindelse ønsket om skydning kom ind i billedet.

 

Jeg havde søgt amtet – og fået bevilget – et beløb til dækning af patroner, og min kone Ulla havde bagt kage så vi indledte med kaffebord.

 

Herefter gik det løs på banen, hvor de moderne hæve/sænkeborde gjorde det muligt at tilpasse en skydestilling afpasset den enkeltes handicap, der for enkeltes vedkommende var af en sådan karakter, at skytten måtte have hjælp til at holde riflen. Efter et par timer havde alle incl. de hjælpere der havde lyst, skudt en serie eller 2. Der blev skudt mange flotte resultater, herunder en med 198 p.

 

Vi havde et par spændende timer hvor vi ud over at hjælpe på banen også måtte besvare mange spørgsmål. Det er vores opfattelse, at de unge mennesker havde en god oplevelse, hvilket de i øvrigt selv gav udtryk for, inden de forlod Korsør Skytteforening.

 

 

Vi starter med kaffe og sodavand Hjælperne havde travlt
 

 

 

 

 

Resultatskærmen studeres